''Hvad er det´vi venter på
dag efter dag
Det liv som vi håbede på,ligger så langt herfra.
Vi gør hvad vi plejer at gøre.''

Vores hverdag som egentlig ikke er en hverdag, den blev til ferie i en uge i Tyrkiet.
Min fortælling om en rædelsfuld familie og mig selv.
Jeg plejer at være bredsynet, plejer at havde et godt overblik og kontrol over mit liv...
Men noget gik galt...noget gik galt på den ferie for jeg er ikke mig selv mere...
Jeg har lige pludselig fået en stor irriration over andre mennesker og ikke mindst mig selv.
Jeg har lysten til at slå op med min kæreste, bede ham om at skride af helvedes til. Ruske i ham og fortælle ham at han ikke behøver at opføre sig en på 5.
At han skal træffe det sværre valg mellem mig og hans familie...

Alle har ondt af ham fordi han i dag skulle gå 20 km med fuld oppakning, march og løbe tur.
At det var synd at han skulle gå med oppakning nu når han var blevet solskoldet over skuldrene...
Han beklagede sig også over DET og over hans racermave..


Det sjove ved det hele er, at hvis det var mig som havde stået i samme situation, så ville hans familie havde været ligeglade.
De ville jo sige at, de ikke havde ondt af mig fordi det var en udd. jeg
selv havde valgt.
claus har selv meldt sig FRIVILLIGT ind i millitæret fordi han ønsker sig en udd som sergent.
Og så kan hans familie jo godt havde ondt af ham

Okay han købte morgenmad til mig i morges kl 03.30, da vi var landet med flyveren
Jeg havde ikke bedt om det... han tog afsted i morges kl 06.00 med vores penge fordi han skulle møde kl 06.30.
Han har ikke efterladt nogen penge til mig og han havde 250 kr i vores pung sidst jeg tjekkede.
Han købte en sodavand og en pose M&Ms i flyet til mig,til en værdi af 30 kr.
Manden siger så nu at han kun har 100 kr tilbage..
Han har købt havrefras og forventer at jeg skal leve af det, indtil han kommer hjem i morgen...
Hvis jeg skal havde mad så skal jeg op og tigge hos min mor og far.
Men de skal helst havde det at vide 2 timer før jeg skal spise med.
Og jeg har jo ventet forgæves på hans telefon oprigning, han havde jo sagt at han ville give besked om han ville komme hjem eller om han ville blive på kasseren.

Nu sidder jeg så her... sulten, gal og ked af det.
Jeg er så gal at jeg ikke engang ved hvor jeg skal gøre af min vrede..
Den nager dybt og gør ondt.
Jeg føler mig egoistisk.. jeg burde lette min fede røv og skaffe noget mad.
Jeg burde ikke havde holdt sommerferie i 3 måneder... jeg burde havde slugt min stolthed og gå ned på kommunen for at få hjælp.
Men istedet så lånte vi penge af mine svigerforældre.. skabte en stor mad regning i butikken og claus vil ikke lukke den konto ned, fordi han stadig er afhæning af sin mor...
Han kan ikke løsrive sig fra hende.. og hun behandler ham som han er 5 år.

Jeg har alllermest lyst til at vise min svigerfamilie hvor meget jeg engentlig hader dem..
Vise dem at de ikke skal blande sig i vores liv.
At claus skal løsrive sig fra dem.
De synes jeg er belastende og jeg synes de er belastende..

Godt nok har de betalt min ferie.. men alligevel behandlede de claus som om han var 5, det gjorde så ikke tingene bedre af at svigermoderen mindede mig om vores pas og at hun holdt billetten for os.
Hun ventede tilmed på mig hver gang når jeg var på toilettet og virkede synlig irreteret over at hun skulle vente.
Jeg havde jo ikke bedt hende om at vente
Hun brokkede sig også over at jeg hang på claus, fordi jeg havde feber..

Børnene teede sig tosset 6 gange om dagen mens vi var afsted
Det var PINLIGE optrin. De kastede rundt med maden på båden og moderen måtte smide den ene i vandet for at få barnet til at holde op med at skrige hysterisk.
Det var den eneste måde hun kunne få barnet til at holde op med at skrige.
Moderen er ikke ond, det er børnene som laver balladen.
Hun opdrager og de sviner hende til.
Vi andre prøver på at hjælpe, men børnene er ligeså frække overfor os.
I flyet på vej hjem og på vej ud, skulle børnene skilles ad. Det var ensbetydende med at Claus og jeg måtte bide i det sure æble, nok mest mig, for claus var ret ligeglad med hvor han sad. Vi blev skilt ad og vores billetter passede ikke overens med vores pladsnummer.
Børnene skulle hver havde en vinduesplads, Louise, Jesper og datteren skulle sidde sammen.
Mette, Kat skulle sidde sammen og Jens/Alex skulle sidde sammen.
Der var 2 rækker med 9 sæder og mitergangen delte mellem hver trejde sæde.
SÅ jeg og claus var tunget til at bliver skilt ad.
De andre fik deres ønsker opfyldt, men jeg var den eneste som ikke fik mit ønske opfyldt.



På bådturen sad jeg med benene udover kanten, det var naturligt,men dumt.
Der var hyggeligt at sidde med benene udover kanten, se ned i det blågrønne vand og mærke brisen mellem sine tæer.
Alle havde gjort det på udturen på vej mod til middelhavet.
Vi havde en hygelig dag ved stranden og efter maden på båden sejlede vi tilbage til Anlanya.
Da vi nådede havnen kom en stor hvid båd for tæt på os, Vores båd satte i bakgear, men for sent.
Den hvide båd kom for tæt på, den ramte kanten af vores båd og fortsatte længere hen imod os.
Jeg trak benene op, hørte min svigerfar råbe at vi skulle komme væk.
I det næste øjeblik rammer den hvide båd den ene stolpe til overdækningen.
En griber fat i mig, og 2 sek senere hører man lyden af knækkende knasende træ.
Tre stolper er blevet knust og overdækningen ovenover bliver kun holdt sammen af 2 stolper.
Kaptajnen af vores båd råber og skriger hidsigt til den anden båd.
2 mennesker må holde ham fast.. han var på vej til at springe over i den hvide båd.
En dame begynder at kaste rundt med stolene.. senere bryder hun sammen i chok.En guide står og trøster hende.
Jeg kommer langsomt til mig selv, og lægger mærke til at min håndtaske ligger på gulvet.
Alle bordene er væltet og mange matrielle ting flyder på dækkets gulv.
Jeg var åbenbart blevet trukket hen over 2 borde, da claus tog fat i mig.
Han sagde senere at det var den hurtigeste vej væk fra den hvide båd.
Jeg havde ikke siddet mere end 1 meter væk fra den.
Mine hænder begynder at ryste og jeg kan ikke kontrollere mine bevægelser.
Chokket sætter ind og jeg bliver sat ned på en stol.
Min svigermnor kommer hen for at give mig et kram og jeg bryder sammen i stille gråd.
Min Svigerinde tager over fordi min svigermor selv begyndte at tude.
Hun var blevet slemt forskrækket fordi hun ikke kunne finde sine børnebørn Alex og Kat.
Vi bliver hjulpet ud af båden og jeg ser de skader som den hvide båd har lavet.
De var virklige store, hvis 1 til stople var knækket, så var overdækningen med garanti braset sammen.
At jeg havde siddet så tæt på, skræmte mig så meget bagefter.
De væreste tanker om hvad der kunne havde været sket, plagede mig dagen efter.
Følesen af at noget så hyggeligt kunne blive forvandlet til noget så uhygeligt var ikke sjovt.
Båden virkede skræmmende og utryg at være på lige efter uheldet.
Jeg skal med garanti ikke ud at sejle det næste års tid.


Når folk blev stressede så gik det ud over mig...
Mette blev gal på mig fordi børnene havde været efter hende, og lod det gå ud over mig, fordi jeg bad om at få min egen vandflaske.
Louise var stresset med at pakke inden vi tog hjem, jeg spurgte hende om noget og hun bed hovedet af mig.

I det hele har det været en meget mærkelig ferie.
Jeg har lidt set frem til den dag vi skulle hjem
Og jeg undrer mig stadig over hvorfor at de behandler mig på den måde.
Jeg lever jo efter princippet
'' behandl andre som du selv vil behandles'' og jeg er sød, smilende og glad overfor dem.
men de kan åbenbart ikke lide mig.

Jeg er træt, Har haft feber og mavekramper samt forkølese i de sidste 3 dage. Og det har hans familie sjovt også været ret ligeglade med, så jeg er nok bare i den sidste ende, ikke værdi nok til at modtage familiens opmæksomhed.
Så må man jo klare sig selv....
og det har jeg så gjort, for jeg har ikke sagt til dem at jeg også har været syg idag.

Så nu vil jeg alene hoppe ind i en stor dobbeltseng og sove alene igen.

Hvad er det jeg venter på?

Godnat